Bissens Lundbye-buste ved Adelgade 19
- Landmark 2
- 55.680464844259156, 11.08129054649871
Om tilblivelsen af Landsoldaten med Lundbyes ansigt
H. W. Bissen kaldte selv oprindeligt sin skulptur for ’Den danske Landsoldat efter Sejren’, før den endte med blot at blive kaldt ’Den tapre landsoldat’.
Der blev i Fredericia i 1850, året for afslutningen af den 1. schleswigske krig 1850, og to år efter, at Lundbye som frivillig soldat døde i en vådeskudsulykke, lavet en folkeindsamling til et monument for krigen.
Det blev til verdens første statue for en menig soldat.
Konkurrencen om hvem der skulle lave den, blev vundet af Bissen foran A. Jerichau, der oprindelig var tæt ven med Lundbye, indtil de kom på kant af hinanden under et ophold i Italien.
Den noget ældre Bissen hørte også til Lundbyes store kreds af kunstnervenner, som alle blev stærkt berørte af hans tragiske død.
Så på trods af den oprindelige titel, valgte han altså at hylde den vellidte kunstnerven ved at gøre ham til model for hovedet på den store mindestatue..
Den store bronzestatue i Fredericia måler 3,75 meter og er placeret oven på et 2,5 meter højt granitfundament. At den fik navnet ’Den tapre Landsoldat’, skyldes nok den folkekære sang fra 1848 af Peter Faber med musik af Emil Horneman:
Min pige ville med
Min pige ville med, Ja!
Min pige ville med.
Det kan du ej, min ven!
Jeg går i krigen hen,
Og hvis jeg ikke falder,
Kommer jeg nok hjem igen.
Ja, var der ingen fare så blev jeg her hos dig,
Men alle Danmarks piger, de stoler nu på mig;
Og derfor vil jeg slås som tapper landsoldat.
Hurra, hurra, hurra!
Selvom Bissen vandt konkurrencen i 1850, blev den dog først færdig og stillet op i 1858, og i mellemtiden lavede han et mindemonument over Lundbye, som blev stillet op ved muren foran Garnisons Kirke i København, hvor det i dag kan ses fra Sankt Annæ Plads.
Det var blevet til på foranledning af Lundbyes venner med maleren P. C. Skovgaard i spidsen.
Det sidste portræt der er lavet af Lundbye mens han levede, er en tegning udført d. 18. april 1848 af hans nærmeste ven i livet, P. C. Skovgaard.
Det var ombord på skiber, der førte de frivillige til Sønderjylland. Det vil sige ca. en uge før Lundbye døde ved vådeskuddet i Bedsted i Sønderjylland d. 26. april. Det er muligt, at det er dette portræt, som Bissen har brugt som forlæg til ansigtet til både mindesmærket i Garnisons Kirke og til statuen ’Den tapre landsoldat’ i Fredericia.
Lundbyes død
H.W. Bissen lavede også det store bronzerelief, billede 5, ved Krigergraven på kirkegården ved Trinitatis Kirke i Fredericia.
Her ser man to soldater bære en tredje bort. Bag dem ses en geværpyramide som den, der skulle have forårsaget Lundbyes død.
Ansigtet på den soldat, der bæres bort, kunne minde om de træk, vi ser i mindesmærket, billede 3. Så der er grund til at antage, at det beskriver Lundbyes død.
Lundbye var en flittig skribent ved siden af sit utrættelige arbejde med at tegne og male.
Han skrev et utal af breve, hvoraf mange er bevaret, sikkert fordi de var så indholdsrige og velskrevne. Men han førte også dagbog det meste af sit voksne liv.
Så fra ca. 6 år af hans liv har vi fået overleveret et meget omfattende indblik i et for det meste meget plagsomt sind, men med velskrevne reflektioner over bl. a. kunst, kærlighed og tro.
Det sidste indlæg i hans sidste dagbog er fra lørdag d. 15. april 1848.
Her skriver han:
’Idag er jeg indtraadt i Armeen i 3. Bataillons 2. Comp, hvor også Svenn1 er. Paa Mandag marchere vi over Korsøer o, s.H. v. vel lige mod Rendsborg. Om en vildsom Kugle – – – – da vil den kun bringe et Hjerte til Ro, der lider af smerteligere Saar. Gud velsigne Danmark! Og min Moder!
1 Her er tale om Svend Grundtvig, folkemindeforsker, Lundbyes nære ven og søn af N. F. S. Grundtvig
Netop Svend Grundtvig var den første til i et brev at skildre hændelsen, hvor Lundbye døde.
I et brev d. 28. april 1848 skriver han til sine forældre.
Han har så svært ved at få det frem, at det først kommer til sidst i brevet:
’Endelig maa jeg fremtvinge en Efterretning, som er for sørgelig til, at jeg vil dvæle ved den, og som jeg saa længe som muligt har opsat her at meddele. Min trofaste Ven og Sidemand Lundbye er borte. Han er falden, ikke for en fjendtlig Kugle, men ved et Vaadeskud af vore egne. Det er rædsomt, og det har rystet mig dybere, end at jeg kan forvinde det saa snart. Det var ved Bedsted, hvor vi stod opmarcherede. Der kommanderedes “træd an”, og vi Frivillige af 2. Compagni var straks paa vor Plads, mens 1. Compagni endnu tøvede. Vi stod i Geleddet, 1ste Compagni, der stod en halv Snes Skridt foran os, trådte hen til sine Geværer, der stod i Pyramider. En Soldat sparkede ved den her i Bataljonen stadige Skødesløshed til en saadan Pyramide; den faldt, og et Skud gik af; Kuglen peb forbi Øret af mig og knuste min Sidemands Hoved. Han var død i det samme; intet Skrig kom over hans Læber. Han har ikke følt noget Øjebliks Smerte. Lægerne styrtede til og erklærede ham straks for stendød. Bech, Brandis, Dalgas, Lütken og jeg fulgte vor afsjælede Ven til Jorden samme Dag. Han jordedes på Bedsted Kirkegaard; Dannebrog var bredt over hans Baare, der bares af os og en Del deltagende Bønder, og dette Flag fulgte ham i Graven. Præsten, en alvorlig, venlig Mand, kastede Jord paa ham i Graven og talte nogle inderlige Ord derved. Vi tilkastede Graven og maatte straks marchere videre’.
En anden, der var med som frivillig soldat i kompagniet, var endnu en af Lundbyes venner fra studietiden på akademiet, dyremaleren Carlo Dalgas, som Svend Grundtvig også nævner i brevet.
Han lavede tegningen, Billede 5, herunder, der viser hans oplevelse af den hastige begravelse af Lundbye, der blev foretaget i Bedsted, inden kompagniet skulle videre.
Det blev i øvrigt Carlo Dalgas’ skæbne selv at dø i samme krig.
I krigens sidste slag ved Muhlhorst 31. december 1850 blev han så hårdt såret, at han som 29-årig døde d. 2. januar 1848, få måneder efter at hans bror, Enrico også var faldet.
Lundbyes elskede moder sad I sit hjem i købmandsgården i Kalundborg, hvor hun førte hus for de gamle i familien.
Hun forvandt aldrig sorgen over tabet af sin øjesten Johan. Først i 1863, hvor hun har blevet døv og alderssvækket, rejste hun ned for at se sønnens grav i Bedsted.
To af hendes andre sønner var udstationeret i Sønderjylland, og dem ville hun besøge på vejen.
Kunsthistorikeren Karl Madsen har i sin store biografi om Lundbye beskrevet hendes rejse således:
’I Efteraaret 1862 rejste hun til Fredericia, hvor en af Sønnerne da var Bataillionskommandør; derfra agtede hun sig til Aabenraa, hvor en anden af hendes sønner havde faaet en ansættelse. Vinteren blev streng og den gamle, svagelige Dame indtrængende raadet til at opgive eller opsætte Rejsen sydpaa. Men hun havde altfor mange Aar afventet en Lejlighed til at komme til Johans Grav, som hun aldrig havde seet, til at hun ville slippe den. Midt i den haardeste Vinter reiste hun, i Dagvognen blev hun syg og døde kort efter Ankomsten til Aabenraa, d. 13. januar 1863. Hun blev begraven ved Sønnens side på Bedsted Kirkegaard i en jord, som Aaret efter ophørte at være dansk.’
Gravene på Bedsted kirkegård fik i forbindelse med fejringen af 200-året for Lundbyes fødsel i 2018 fondsmidler til at anskaffe en kopi af Bissens buste af Lundbyes hoved, som nu står ved de to grave der.
Bonnevie-familiens gravsted
På kirkepladsen i Kalundborg, inden for muren, hvor Bissens buste af Lundbye står, kan man finde mindestenen for det gravsted, hvor Lundbyes mødrene familie ligger begravet.
Bonnevies mindetavle, som her ses med Stenhuset i baggrunden, lå oprindelig som gravsten i jorden på S. Olai kirkegård.
Den noteres første gang 1918 på nuværende plads, indmuret i den østlige del af søndre kirkegårdsmur, nu som mindetavle.
Inskriptionen på stenen er følgende:

