Koncert med cirrus, nimbus og cumulus

Skyer, musik og oplæsning. Det er ingredienserne i en ikke helt almindelig koncert fredag den 20. august i Nyvangskirken i Kalundborg.

Koncerten indgår i sommerens Lundbye Kunstfestival, og den er en hyldest til skyerne – de faretruende, de høje og de lave, og dem, der har tilnavne som blomkåls-, makrel- og lammeskyer.

Der bliver tale om en totaloplevelse. Ideen udspringer af, hvordan landskabsmalerier og studier af skyer slog igennem i kunstverdenen i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Også guldaldermaleren J.Th. Lundbye var meget optaget af skystudier, så det var oplagt med et festivalindslag med skyer. Billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt har fotograferet skyformationer, der vises på storskærm, ledsaget af nykomponeret musik og oplæsning fra Lundbyes dagbøger og breve.

Lundbye-citaterne læses op af skuespilleren Christian Mosbæk, kendt fra bl.a. tv-serien “Krøniken”.

Tre typer skyer

Musikken med tråde til jazz, klassisk, filmmusik og jazz er komponeret af den unge musiker og komponist Jesper Balslev. Han medvirker selv på flygel og guitar sammen med Marianne Glynstrup, sang, Jørgen Stenbæk, trompet og flygelhorn, og Lea Havelund Rasmussen, cello.

Og navnene på musikkens tre satser er meget passende cirrus, nimbus og cumulus. Hvis man følger med i vejrudsigterne, vil man genkende navnene på tre skytyper, og de er ikke tilfældigt valgte.

– Citrus-skyer er de højtliggende, tynde skyer, hvor der er højt til himlen, godt vejr, og alt er dejligt. Lundbye med det vilde kunstneriske talent havde dage, hvor han bare var jublende lykkelig, var i gang med sin kunst og kunne se det hele for sig, forklarer Jesper Balslev.

– Nimbus-skyer er tunge regnvejrsskyer. Lundbyes indre er tungt og dystert.

-I cumulus-satsen, inspireret af de tårnede blomkålsskyer, er Lundbye død og har fundet fred, fortæller komponisten.

Koncerten/forestillingen varer en time og opføres to gange – kl. 19 og kl. 21.

Rundvisninger og foredrag

Lundbye-festivalen byder i den kommende uge også på rundvisninger onsdag den 18., lørdag den 21. og søndag den 22. august på festivalens hovedudstilling ”Venskab og fællesskab” med spændende privatejede værker af Lundbye, Lorenz Frølich og P.C. Skovgaard. Rundvisere er henholdsvis Maja Lisa Engelhardt, Annette Bach Møller og Palle Bruun Olsen.

Torsdag den 19. august er der en sidste chance for at se præsentationen af Jens Balslevs Lundbye-teaterstykke ”En vildsom kugle” i Stalden på Lerchenborg.

21. august står Kalundborg Turistforening for en guidet tur til Lundbye-landmarks i Røsnæs’ natur – steder, som inspirerede maleren til nogle af sine motiver. Peter Hermann er guide.

I weekenden 21.-22. august er der også endnu en chance for at se udstillingen på Kalundborg Gymnasium af elevarbejder, inspireret af guldalderen, der vises sammen med skolens egen alsidige kunstsamling.

Tirsdag den 24. august er der foredrag på Bispegården. Dr. phil. Lotte Thrane fortæller om venskabet mellem J.Th. Lundbye og Lorenz Frølich og om drømme, ungdom og følsomme mandevenskaber i 1840’ernes København. 

ET skystudie af J.Th. Lundbye. Det er et forarbejde til hans maleri “Landskab ved Arresø” fra 1838.
Skuespiller Christian Mosbæk læser Lundbyes tekster. Pressefoto.
Jesper Balslev har komponeret musikken til skykoncerten. Foto: Axel Gadegaard
Holdet, der fremfører Lundbye-skykoncerten i Nyvangskirken: Jesper Balslev, Jørgen Stenbæk, Lea Havelund Rasmussen, Christian Mosbæk og Marianne Glynstrup. Privatfoto.

Flere nyheder