Toldforvalter Johan Thomsen i Kalundborg var en heldig mand. Han fik foræret sin navnefælle Johan Thomas Lundbyes fine lille billede “Skibe i Havn ved Kallundborg Fjord” fra 1846 – af kunstneren selv. Man fornemmer en forbindelse mellem toldforvalteren og den unge guldaldermaler via Lundbyes morfar Immanuel Bonnevie, som jo var toldinspektør i Kalundborg.
Senere har billedet tilhørt en læge Christian Myrdahl, og endnu meget senere, i 2014, havnede det i USA som en del af amerikaneren John L. Loeb Jr.s ret fantastiske samling af dansk kunst fra især 1800-tallet. Købt hos Bruun Rasmussen Auktioner i København.

“Skibe i Havn ved Kallundborg Fjord” vender hjem efter 12 år i udenlandsk eksil.
Og nu, 12 år senere, er billedet snart tilbage, hvor det blev til for 180 år siden. I sikker havn. Museum Vestsjælland behøvede ikke lang betænkningstid, da auktionshuset Phillips annoncerede, at billedet kom under hammeren på en kunstauktion i New York 21. maj. Takket være (endnu) en flot donation fra den lokale Bent O. Jørgensens Fond, og efter heftig telefonisk budkrig, lykkedes det at byde det fine billede hjem – efter 12 år i udenlandsk eksil.
Udstilles i Kalundborg
“Vi glæder os til at få det hjem – planen er at udstille på Kalundborg Museum snarest muligt,” skriver Museum Vestsjælland i et nyhedsbrev. Museet ejer i forvejen et forarbejde til maleriet i form af en akvarel. Motivet er helt lokalt og meget relevant for Kalundborg Museum både kunsthistorisk, topografisk og kulturhistorisk. understreger museet.
Kalundborg Museum viser i forvejen en udstilling med fire Lundbye-malerier, som er købt inden for det seneste halvandet år. Det nye billede føjer sig smukt til to af dem, nemlig to billeder fra Møllebakken i Kalundborg. “Skibe i Havn ved Kallundborg Fjord” er malet under Lundbyes ophold hos moren og bedsteforældrene i Skibbrogade omkring sin fødselsdag 1. september i 1846 – det samme ophold, hvor Møllebakke-billederne blev til.
Pænt over vurderingen
Og hvad koster sådan et fint lille billede (20,6 x 24.1 cm), malet med olie på papir og monteret på lærred? Jo, Museum Vestsjælland fik hammerslag ved $51.600 eller cirka 331.272 kr. Det nærmer sig tre gange vurderingen på $15.000-20.000.
Men der er et stykke op til det dyreste skilderi på auktionen 21. maj. Her løb den danske maler Harald Slott-Møller (1864-1937) posthumt med prisen: $1.290.000 for billedet “Sommerdag” fra 1888. Altså 8.281.800 kr. Ups! Vurderingen lød på blot $30.000-50.000.