Lundbyes Vallekilde og Vognserup

Bustur med guide fra Kalundborg søndag den 29. august.

Turen går til Odsherred, hvor flere af Lundbyes flotteste landskabsmalerier er blevet til. Undervejs fortæller kunstformidler Christina Klestrup Hansen fra Folkeuniversitetet om J.Th. Lundbye og hans kunst.

Første stop er bronzealdergravhøjen Vejrhøj, Sjællands tredjehøjeste punkt. Herfra kører bussen mod Vallekilde med besøg på den traditionsrige Vallekilde Højskole, som beses udefra, mens Christina Klestrup Hansen holder foredrag. Lundbye besøgte ofte sin morbror Honoratus Bonnevie i præstegården i Vallekilde, og flere af hans kendte landskabsbilleder skildrer landskabet ved Vallekilde.

Efter spisning på Restaurant Bothwell i Fårevejle går turen videre mod Vognserup Gods med et kort stop undervejs ved Hankehøj – motivet for ”Efterårslandskab, Hankehøj ved Vallekilde” fra 1847, der regnes for et af Lundbyes absolutte hovedværker.

Lundbye besøgte Vognserup Gods ved Kundby flere gange. I 1844 opholdt han sig på godset i næsten to måneder fra 14. juli til 6. september og tegnede skitser af ikke alene naturen men, ganske usædvanligt for samtiden, af køerne i stalden og på malkepladsen. I efteråret 1846 var han tilbage og gjorde bl.a. studier til det smukt komponerede maleri “Malkeplads ved Herregaarden Vognserup” (1847).

Godsejer Hans Christian Teisen vil fortælle om Vognserups historie og om guldaldermalernes tilknytning til stedet.

Billedet herover er Lundbyes “Malkeplads ved Herregaarden Vognserup” fra 1847.

Turen er arrangeret af Kalundborg Turistforening, Biblioteksklubben og Folkeuniversitetet i Kalundborg.

Afgang kl. 09:30 fra Kalundborg Hallerne, hovedindgangen.

Hjemkomst kl. 17:45.

Pris 695 kr.

 

Dato

29 aug 2021
Expired!

Time

9:30 - 17:45

Mere info

Bestil billetter
Kategorier