Godbidder fra galleriet

4. juli – 29. august 

Galleri Gry er med til at fejre 100-års fødselarerne Mogens Balle og Hans Sørensen med en udstilling på Dyrehøj Vingård. Udstillingen byder på et bredt udvalg af især grafik, gouacher og plakater men også oliemalerier af de to lokale kunstnere, og de klæder hinanden godt trods forskelle i både komposition og kolorit, mener galleriejer Jan Pedersen.

Han åbnede Galleri Gry i august 2016 i sit barndomshjem på Gisselørevej i Kalundborg. Året efter slog han dørene op for udstillingslokalerne i den gamle hovedbygning på Dyrehøj Vingård, som bliver brugt til tema- og separatudstillinger.  Hans Sørensen og Mogens Balle har hele tiden været rigt repræsenteret i galleriet og i Jan Pedersens private samling.

Udstillingen på Dyrehøj Vingård er delvis en salgsudstilling med mulighed for at købe god kunst til fornuftige priser, lover galleriejeren. I tilgift viser han privatejede billeder – en stor del af dem fra sin egen samling.

På billedet ses Jan Pedersen i Galleri Gry, som også er hans barndomshjem.

Fri adgang.