
Cellomusik fra guldalderen
Lundbye Kulturfestival 2021 takker af med et flot afslutningsarrangement. Copenhagen Cello Quartet med cellisterne Morten Zeuthen, Toke Møldrup, Henrik Dam Thomsen og Jakob Kullberg spiller musik fra guldalderen – den tid, hvor kunstnervennerne J.Th. Lundbye, P.C. Skovgaard og Lorenz Frølich levede.
Morten Zeuthen indtager en helt særlig plads, når det gælder strygermusik i Danmark. Han har siden 1996 stået i spidsen for en blomstrende international celloklasse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, han har arbejdet i bl.a. Det Kongelige Kapel og som første solocellist i DR Symfoniorkestret og har rejst over det meste af verden og samarbejdet med mange af verdens største dirigenter og solister.
Copenhagen Cello Quartet blev dannet i 2008 og beskæftiger sig fortrinsvis med originalmusik skrevet for denne stærkt klingende og sjældne type ensemble.
Billet 125 kr.
Raklev Kirke er valgt til festivalens sidste arrangement, fordi den ligger tæt ved Vriedyssen, som er motivet for et af J.Th. Lundbyes hovedværker, “En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs” fra 1839. Lige over for kirken malede Lundbye et andet billede af stendyssen Hundehovedet.
Inden koncerten i kirken bliver der arrangeret en lille guidet tur til de to lokaliteter med Lundbyekenderen Jens Balslev som guide. Turen begynder ved kirken kl. 15:00 og er på cirka to kilometer.
Pris: 30 kr.