-Jamen, hvor er guldmalingen

Overskriften er et citat fra Kalundborg Nyt, som har besøgt Børnehuset Møllevang på Rynkevangen  – en af de børnehaver i Kalundborg, hvor børnene har arbejdet med billeder under Lundbye Kunstfestival.

Børnene har fået fortalt om deres berømte bysbarn, guldaldermaleren J.Th. Lundbye, og det fik et af børnene til helt logisk at spørge: ”Jamen, når han var guldmaler, hvor er så guldmalingen?”

Det er foreningen Vores Kalundborg (tidligere Kalundborg Handelsstandsforening), der har delt i alt 250 paletter ud i børnehaverne med en opfordring til at slippe kreativitet og farver løs – som en kunstfestivalaktivitet for de yngste.

Resultaterne (de farvelagte paletter) udstilles i første omgang i byens butikker, før de bliver vist samlet i en tom butik i gågaden Kordilgade.

Du kan læse hele Kalundborg Nyts fine reportage ved at gå ind på www.sn.dk/kalundborg. I toppen er der et link til Kalundborg Nyt.

Flere nyheder