Første festival-indslag

Bente Scavenius varmede op til kunstkonkurrence for børn og unge.

Så er det første arrangement i Lundbye Kunstfestival 2024 skudt af. Tirsdag besøgte kunsthistoriker Bente Scavenius Kalundborg Gymnasium og HF med et foredrag om Johan Thomas Lundbye – til oplysning og inspiration for deltagere i festivalens store kunstkonkurrence for børn og unge. Den bliver skudt i gang 1. marts og fortsætter frem til 15. juni, så der var tale om en lille tyvstart.

Konkurrencen er en del af festivalens mange arrangementer for børn og unge, der nærmest bliver en festival i festivalen med teater, fortælleworkshop og kreaværksted m.m. To andre foredragsholdere med styr på Lundbye og guldalderen venter: Forfatteren Josefine Klougart (5. marts) og billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt (20. marts).

-Lundbye er en maler, I bør lære at kende. For han blev født her i Kalundborg, og han tegnede om nogen den periode i 1800-tallet, vi kalder guldalderen – geniernes periode, fortalte Bente Scavenius.

Når hun besøger Kalundborgegnen, dukker Lundbyes motiver op mange steder for hendes indre blik.

-Jeg har lært den her egn at kende gennem Lundbye, betroede hun sit unge publikum.

Flere nyheder