Flot fondsstøtte til skulpturprojekt

Billedhugger Hans Pauli Olsen skaber et helt særligt værk til byrummet i Kalundborg.

Den internationalt anerkendte færøske billedhugger Hans Pauli Olsen vil næste år bidrage til forskønnelse af byrummet i Kalundborg.

Takket være en generøs donation fra Bent O. Jørgensens Fond kan Lundbyekomitéen i Kalundborg gennemføre planerne om en bronzeskulptur, der tager afsæt i et stykke lokal kunsthistorie, nelig kunstnerkolonien Hellenerne, der huserede på Røsnæs i en halv snes somre omkring år 1900.

Fonden støtter projektet med det fulde beløb, det vil sige 862.764 kr.

Skulpturen vil blive afsløret i sommeren 2027 i forbindelse med Lundbye Kunstfestival fra 7. august til 5. september 2027, hvor Hellenerne bliver et af temaerne.

Taknemmelig komité

Den 2,8 meter høje skulptur vil blive placeret i Tømmerslippen i centrum af Kalundborg – en fin lille nyindrettet plads mellem gågaden Kordilgade og Bredgade.

Lundbyekomitéen har med stor taknemmelighed modtaget det glade budskab fra Bent O. Jørgensens Fond. Komitéen ser frem til samarbejdet med den markante færøske kunstner.

Hans Pauli Olsen har besøgt Kalundborg et par gange for at aftale med Lundbyekomitéen og Kalundborg Kommune, hvor den kommende skulptur skal stå og andre praktiske ting. Foto: Per Christensen.

Naturalisme med et twist

Hans Pauli Olsen, født 1957 i Tórshavn, er mere skulptør end billedhugger. Han er uddannet på Glyptoteket og Kunstakademiet i København, bor og arbejder i København, og hans skulpturer står på mange offentlige og private pladser på Færøerne, i Danmark og i udlandet.

 Han modellerer sine karakterfulde figurer, næsten altid mennesker i Eva- og Adam-kostume, op i ler og former dem som en sum af mindre former. Figurerne er naturalistiske, men de er gerne tilføjet en dimension eller to og giver, som han udtrykker det, ”form til skygger og spejlinger, perspektiviske forskydninger og spor efter nærvær.”

Idræt og kunst

Det gælder også oplægget til skulpturen i Kalundborg, som på sin egen måde vil vække mindet om Hellener-gruppen til live.

Den opstod i 1894 for, med inspiration fra antikkens Grækenland og i tidens ånd, at udvikle kroppen gennem forskellige former for idræt og gymnastiske øvelser. Så vidt muligt i Adam-kostume og kombineret med solbadning. Samtidig dyrkede de unge kunstnere udendørs modelstudier.

Gruppen holdt til på en grund i Kongstrup Klinter på Røsnæs. Kunsthistorisk kan de ses som en slags fortrop for den kunstretning, der er kendt som vitalismen.

Hans Pauli Olsen i sit atelier i København. Foto: Holger Prehnum.

 

Skulptur nummer fem

Lundbyekomitéen i Kalundborg har i forvejen, takket være velvillig støtte fra private og offentlige fonde og private donationer, haft held til at finansiere fire skulpturer: Billedkunstner Maja Lisa Engelhardts skulpturer af Johan Thomas Lundbye og hans lille alter ego-figur bakketrolden Sindre nær Kalundborgs gamle middelalder-højby og to skulpturer af billedkunstnerne Per Ahlmann og Anders Hald ved Campus Kalundborg.

Og som det seneste bidrag til byrummets forskønnelse har kunstner Erik Peitersen netop lagt sidste hånd på et gavlmaleri, efter oplæg af Maja Lisa Engelhardt, i Tømmerslippen – dér hvor Hellener-skulpturen kommer til at stå med forventet afsløring 7. august 2027.

 

Flere nyheder