Rørende, gribende. En stor oplevelse.
Det var de spontane reaktioner hos publikum til koncerten søndag eftermiddag på Skolen på Herredsåsen. Den blev en smuk afrunding af Lundbye Kunstfestivals gennemgående Sindre-tema.
De sidste snart fem uger har vi mødt Johan Thomas Lundbyes lille bakketrold og alter ego i mange skikkelser: I bronze, i billeder, i talte ord, i bogudgivelser.
Jesper Balslev multikunstkoncert “Sindre” samlede trådene i en totaloplevelse af musik, sang, oplæsning og en vildt flot billedside: Et stort bølgende bagtæppe af billeder, der opløstes og genskabtes i nye former, kreeret af videokunstner Mina Paasche på stedet.
Koncerten var en totaloplevelse i lyd og billeder. Foto: Per Christensen
Musikken med en nordisk folketone var skrevet for en usædvanlig besætning. Fra venstre Lars-Emil Foder (oplæsning), Martin Kejser (klarinet og basklarinet), Samira Dayyani (cello), Marianne Reimer Glynstrup (sang), og Morten Grønvad (vibrafon og marimba). Komponist Jesper Balslev (bas og guitar) står uden for billedet til venstre. Foto: Per Christensen.
“Oh My God”
Vægten var lagt på Lundbyes sidste ret plagsomme leveår.
Forestillingen var bygget op om Lundbyes egne ord sammen med velvalgte tekster af Schiller, Sven Grundtvig og, som en overraskelse, digtet “Bjerget” fra Halfdan Rasmussens irskinspirerede digtsamling “Regnens harpe”. Teksterne blev flot formidlet af forfatter m.m. Lars-Emil Foder, som tillod sig en enkelt frimodighed undervejs: Udråbet “O Gud” i en af Lundbyes dagbogstekster blev frejdigt ændret til “Oh My God”. En lille påmindelse om, at Lundbyes sjælekvaler sagtens kan finde genklang i nutiden.
Et videre liv
Men den tekst og sang, der for alvor greb publikum om hjertet, var koncertens sidste – et mindedigt, der blev trykt i avisen Fædrelandet knap tre uger efter Lundbyes død. Det tilskrives Lundbyes gode veninde Amalie Lunn på Dortheaslyst. Savnet af den alt for tidligt afdøde guldaldermaler udtrykkes allerstærkest gennem hans gode dyrevenner i stalde og i mark og enge, som spejder og lytter men forgæves må vente på deres gamle ven:
Den gamle Graa, mens den tygger sit Fo'er,
Vender Ho'det vemodigt mod Døren,
Den længes efter sin Ven fra ifjor,
Den ryster Manken og spidser Øren;
Det aarsgamle Føl mellem Skovens Træer,
Søger om ham, som det havde så kjær,
Thi nu har vi snart den blide Skjærsommer,
Og endnu ei han tilbagekommer!
Med Jesper Balslevs drømmeagtige, guitardrevne melodi og Marianne Glyntrups sang gik den rent ind.
1. september var Lundbyes fødselsdag. 206 år. Bedre fødselsdagsgave gives ikke.
Forestillingen er skrevet for Lundbyefestivalen, men den fortjener et videre liv, og det gik snakken om efter langvarig stående applaus til hele holdet bag koncerten.
Blomster til komponisten Jesper Balslev (tv). Foto: Per Christensen
