Den flotteste palet

Vinderne kåret i Vores Kalundborgs festivalkonkurrence for de alleryngste.

Elif på tre og Engie på fire år virkede ganske scenevante og kun en smule betuttede, da de torsdag blev kåret som vindere i Vores Kalundborgs konkurrence om den flottest bemalede palet.

De to små veninder er indskrevet i børnehaven Svalereden i Høng, der ligesom 20 andre børnehaver eller integrerede institutioner i Kalundborg Kommune har taget imod op-og udfordringen fra Vores Kalundborg (tidligere Kalundborg Handelsstandsforening) til at slippe kreativiteten løs i Johan Thomas Lundbyes ånd.

På den måde er også de alleryngste en del af Lundbye Kunstfestival, og de har fået den første spæde introduktion til guldaldermaleren og hans univers.

I alt 225 paletter er blevet dekoreret efter alle kunstens regler og bedømt af kunderne i de butikker i Kordilgade og på Stejlhøj, hvor de har været udstillet siden midt i juli.  Op imod 600 deltog i afstemningen, og bag vinderpaletten står altså ikke kun én men to små kunstnere.

Engie og Elif fik overrakt vinderdiplom af citychef Svend-Erik Kristensen fra Vores Kalundborg, og med prisen fulgte en bugnende frugtkurv, sponsoreret af Føtex i Kalundborg.

 3. og 4. september bliver alle paletter udstillet i det tomme butikslokale i Kordilgade 2, velvilligt udlånt af ejendommens ejer Lisbeth Eisner. Elif og Engie skal sammen med borgmester Martin Damm klippe snoren over til det midlertidige galleri.

Blandt de kunder, der stemte på vinderpaletten, er der udtrukket en heldig, som har vundet et gavekort på 500 kr. til Vores Kalundborg.

Elif (tv) og Engie får overrakte diplomet som bevis på, at deres palette er kåret som den flotteste. Selve paletten er sendt til indramning, så den kan præsentere sig flot, når den udstillet 3. og 4. september sammen alle de andre konkurrencepaletter. Foto: Ole Brandt
Pædagog Janni Jørgensen besigtiger frugtkurven, som varehuschef Dennis Larsen fra Føtex Larsen havde medbragt. Den fik alle børnene på Elif og Engies stue glæde af.

Flere nyheder