
Festivalen åbnes af tidligere kulturminister Bertel Haarder. Samtidig er der fernisering på udstillingen ”Sindre og dyrene”, der bringer os tæt på Lundbyes lille bakketrold og alter ego Sindre. En samling af Lundbyes Sindre-billeder i privat eje vises sammen med 30 faksimile reproduktioner af billeder med Sindre-motiver fra Den Hirschsprungske Samling – alle i fornemt tryk på håndgjort kunstpapir, udført hos Narayana Press.
Som udstillingens andet tema vises værker med dyremotiver af en stribe malere fra 1800-tallets danske guldalder. De er venligst udlånt af private samlere og Vest Jysk Kunstfond i Lemvig, som råder over en stor samling guldalderkunst, doneret af den private samler Frank Nicolajsen. Med på udstillingen er billeder af bl.a. Lorenz Frølich, J.Th. Kiellerup, Martinus Rørby, Chr. Holm, C.D. Gebauer og Carlo Dalgas.
På åbningsdagen udgives Jens Balslevs ”Johan Thomas Lundbye. Liv, landskaber og landmærker – en guide til malerens Kalundborg.” (Se også 9. august.)
På 1. sal i Bispegården vises en udstilling om Lundbyekomitéens store projekt med 18 Lundbye-landmarks i Kalundborg og på Røsnæs og Asnæs.
Udstillingerne vises til og med 8. september.
Fri entre.